I Børnehuset Troldehaven har vi et anerkendende og ressource fyldt børnesyn. Vi taler om ressourcer, styrker og muligheder for børnene. Vi bestræber os på, at alle børn oplever sig set, hørt, forstået og taget alvorligt. Målet er at sætte vores praksis i relation hertil.

Nedenfor præsenteres elementer af den systemiske, anerkendende og narrative tilgang til vores pædagogiske praksis. Det er det teoretiske grundlag, hvorfra inspirationen til Børnehuset Troldehavens børnesyn er hentet.

Det systemiske perspektiv

I en systemisk forståelsesramme forstås børn på baggrund af deres samspil med andre mennesker og ikke som et isoleret individ. F.eks. betragtes problemadfærd som en del af et mønster af forskellige mellemmenneskelige interaktioner og ikke som én persons mangler eller svagheder. De forskellige forhold og involverede omkring en pædagogisk udfordring, forstås som noget, der kan påvirke og fastholde hinanden i en negativ og/eller positiv retning. På den måde er man hinandens årsag og virkning.

Systemiske grundprincipper

Det grundlæggende systemiske princip er, at der ikke findes nogen objektiv sandhed om verden – at den sande forklaring/fortolkning afhænger af øjnene, der ser. Denne opfattelse kaldes konstruktivismen. Ifølge den konstruktivistiske tankegang er menneskets erkendelse og viden en fortolkning – dvs. en konstruktion, der bygger på sanseindtryk, som forarbejdes på grundlag af kognitive tankestrukturer. Vi fortolker det, vi ser eller oplever, ud fra vores egne forståelser og vores eget verdensbillede. Der findes mange virkelighedsopfattelser – det såkaldte multivers. Det gør det principielt umuligt for en medarbejder at udtale sig om, hvordan barnet er! Eller hvad der i virkeligheden skete. Alt ses som perspektiver.

Traditionelt opfattes et hændelsesforløb ud fra en lineær tilgang: ”Han gør sådan, fordi…”. Når vi bruger den lineære forklaringsmodel, er vi optaget af at finde frem til årsagerne til de handlinger og begivenheder, der udfolder sig. Lineær tænkning hænger sammen med vores tendens til at skabe et forenklet billede af verden. Når vi tænker i enkle sammenhænge bliver vi udfordret af verdens mangfoldighed og kompleksitet!

Grundprincippet i det systemiske perspektiv er at tænke ud fra en cirkulær tilgang. I den cirkulære forståelsesmåde udforskes mønstre af kommunikative handlinger og begivenheder. Interessen for at finde årsager erstattes af en interesse for at opdage den gensidige påvirkning mellem aktørernes handlinger og finde ud af egen andel i og medvirken til, at netop disse mønstre blev skabt.

En hændelse opfattes altid i relation til andre begivenheder og andre involverede, som noget der foregår samtidigt, griber ind i hinanden og gensidigt påvirker hinanden.

En beskrivelse af et barn begynder ikke noget bestemt sted. Individet er ikke født med bestemte problemer. De skabes og holdes ved lige i fortællinger. Man kan ændre et sted i systemet for at opnå ændringer et andet sted i systemet.

Det anerkendende perspektiv

Alle mennesker har krav på at opleve sig set, hørt, forstået og taget alvorligt. I de første teorier omkring den anerkendende undersøgelse handlede det om at være nysgerrig på den andens perspektiv og gode grunde til at handle og gøre som det gør. Med tiden udviklede dette sig til, at netop ved at forsøge at se det meningsfulde i den andens handling eller kommunikation, ja så opstod anerkendelsen. 

I en anerkendende forståelsesramme, forstås børn ud fra et ressource orienteret børnesyn, der bygger på en forståelse af, at det er de voksnes ansvar at finde ud af, hvad der står i vejen for et barn, når det ikke lykkes i forhold til de krav og forventninger, der stilles barnet.

Børn fratages ikke ansvar for deres handlinger, men frem for at fokusere på negativ adfærd fokuseres der på den intention, det håb eller drøm, der ligger bag handlingen eller adfærden. Således tages der afsæt i det, der ønskes opnået, frem for det handlingen skaber af f.eks. uro. Her betragtes udfordrende adfærd som et barns forsøg på at løse et problem i lyset af manglende færdigheder. I den situation er det de voksnes ansvar at gøre noget anderledes for at hjælpe barnet. Eller den udfordrende adfærd kan ses som betinget af et uhensigtsmæssigt læringsmiljø. Den udfordrende adfærd kan også ses som relationelt betinget.

Grundprincipper

Børn har svært ved at udvikle sig, hvis de er negativt beskrevet, så med et anerkendende syn vil der være fokus på udvikling i et positivt felt. Det, vi fokuserer på, får vi mere af:

Vi udforsker tingene der, hvor de fungerer bedst/lykkes. Vi finder de faktorer, der skaber succes. Vi forestiller os det ideelle, det ønskede.

Når man studerer succeser, bliver man god til at skabe dem!

Det anerkendende perspektiv fornægter ikke problemer. Det anerkendende perspektiv insisterer blot på, at problemer ikke er tilstede hele tiden eller er konstante. Så hvornår er problemet ikke tilstede? og hvad gør vi der? og kan vi med den viden få det til at ske på ‘problemområdet’?

Børn vil gerne efterleve de regler, rammer, der findes i de fællesskaber, de indgår i. Kan et barn ikke det, må de ansvarlige voksne foretage justeringer i konteksten/læringsmiljøet, og dermed skabe forandringer for barnets muligheder for at handle anderledes. Hvad er der eksempelvis af problemfastholdende faktorer i miljøet? Er relationerne kvalitative? Er kommunikationsmønstrene hensigtsmæssige?

I et anerkendende og ressource orienteret børnesyn antages det altid, at:

Børn gør det bedste, de kan i situationen ud fra de givne omstændigheder og ud fra egne ressourcer. Børn ønsker at være en del af et fællesskab. Børn vil gerne komme godt ud af det med andre. Børn ønsker mening med deres liv.

Et underkendende børnesyn består af kritik, bebrejdelser, bagatellisering, ignorering og skæld ud.

Det narrative perspektiv

I en narrativ forståelsesramme forudsætter man, at menneskers liv i højere grad formes af fortællinger frem for kendsgerninger. Narrativ oversættes med fortælling. Den dominerende historie hos et menneske forstås, som værende konstrueret af den enkelte ud fra vedkommendes personlige historie, som atter er skabt gennem opdragelse, socialisering, kulturelle normer og omgivelsernes påvirkning.

En af grundlæggerne af den narrative metode, Michael White, formulerer, at det ikke er personen, der er problemet, men problemet, som er problemet. På den måde arbejder man med at eksternalisere problemet - at placere det uden for det enkelte menneske.

Identitet skabes i narrativ forståelse ved den fortælling andre har om en og den, man skaber om sig selv. Identitet er en social konstruktion.

Fortællinger kan ændre sig igennem genfortælling og ved at opdage nye sider af sine fortællinger. Ved at forandre fortællinger, der fungerer som negative etiketter og definitioner, kan man åbne nye veje og muligheder for positiv handling og udvikling.

Sådan er det muligt at tale med et tidligere defineret uroligt barn om, hvad man stiller op, når uroen kommer. Barnet er således ikke uroligt. Der kommer blot uro i lokalet engang imellem. Eller benævne udfordringer i et læringsmiljø som en virus. Man åbner op for en fælles indsats mod problemet uden, at pædagogen eller barnet føler sig forkert, skyldbetynget eller belastet af samtalen om problemet.

Grundprincipper

Det grundlæggende narrative princip er, at sproget skaber virkeligheden og derved de fortællinger, vi har om os selv og andre. At tænke og arbejde narrativt indebærer et fokus på de intentioner, værdier og håb, der ligger bag fortællinger, som fungerer negativt. Som udgangspunkt retter man opmærksomheden på den enkeltes foretrukne historie, som et forsøg på at gå imod de dominerende (negative) fortællinger og komme i kontakt med foretrukne værdier. Antagelsen er, at der bag ethvert problem findes positive erfaringer, som kan danne udgangspunkt for alternative fortællinger og nye muligheder for handling og udvikling.
Det narrative, såvel som det systemiske, bygger på en sådan forståelse, at identitet hele tiden dannes og forandres gennem fortælling.